Extender – 2x eller 1.4x
Den sidste måned har jeg haft en Canon 2x Extender II til låns.
Den har siddet imellem mit 1D MKII og mit 300mm f/2,8 L objektiv.
Når jeg fotograferer fugle og vilde dyr, synes jeg ofte at min 300mm er for kort. Og da jeg ikke lige har kapital til en 400 eller 600mm, tænkte jeg at en extender kunne være en god løsning.
Min oplevelse med 2x extenderen var dog noget ambivalent. Den ekstra rækkevidde var guld værd, men prisen, som jeg følte jeg betalte for den, var i mine øjne høj;
Autofokusen blev noget træg i det, for ikke at sige meget. Den havde meget let til at jage efter focus ligeså snart lysforholdene ikke var helt optimale, hvilket aldrig før har været et problem med det objektiv/kamera. Dette skyldes at blænden bliver reduceret til f/5,6 , og det giver en langsommere autofokusering. Men jeg havde dog regnet med lidt højere hastighed.
Udover at man skal være klar til at gå på kompromis med autofokus, skal man også være klar til at gå på kompromis med skarpheden. Uden extender er min 300mm klart det objektiv jeg har, der tegner aller skarpest. Men med 2x extenderen påmonteret ryger den næsten ned til mit 17-40 f/4 L objektiv hvad angår skarphed (eller mangel på samme).
Min endelige beslutning blev at jeg ville vælge en 1.4x Extender. Et tåleligt kompromis mellem autofokus, skarphed og forstørrelse. Men det måtte blive engang i fremtiden, da jeg stadig syntes at prisen var lige i overkanten i forhold til kvalitetsindtrykket og i forhold til hvor relativt lidt jeg kommer til at bruge extenderen.
Men i søndags faldt jeg så over en brugt Canon 1.4x II extender på nettet. Mandag morgen fløj jeg afsted mod butikken og er nu blevet den glade ejer af en, lettere ramponeret, 1.4x II extender. Lidt heldig har man da lov at være. Glæder mig til at få det testet.